Gå til hoved indhold

Skovshoved Syd badevandsprofil

Her kan du badevandsprofilen for Skovshoved Syd

Skovshoved Syd badevandsprofil 2021

Skovshoved Syd - badevandskvalitet og beliggenhed

Strandens navn og adresse

Skovshoved Syd, DKBW 1891
Skovshoved Havn, 2920 Charlottenlund
Kontrolsted: For enden af badebroen
UTM Zone: 33U
Østlig: 349368 Nordlig: 6181739

Strandens beliggenhed

Skovshoved Syd er åbnet i 2020 og er beliggende i Gentofte Kommune syd for Skovshoved Havn ved Øresundskysten nord.

Badevandskvaliteten er endnu ikke klassificeret

Badevandskvaliteten ved Skovshoved Syd er endnu ikke klassificeret, da det kræver mindst 16 badevandsprøver. Med undtagelse af Skovshoved Havbad, der i 2019 var påvirket af en lokal spildevandsledning, er Gentoftes øvrige badeområder klassificeret som Udmærket. Det forventes, at Skovshoved Syd vil opnå Udmærket badevandskvalitet. Se mere om klassifikation og kontrol nederst på siden.

Badevandskvaliteten de seneste år

Badevandskvaliteten er endnu ikke klassificeret.

Beskrivelse af badevandsområde

Adgangsforhold og parkering

Skovshoved Syd ligger i umiddelbar tilknytning til Skovshoved Havn, hvor der er parkeringsmuligheder. Kort der fra ligger Strandvejen, hvor der er offentlig transport. Skovshoved Syd ligger ca. 800 m fra Ordrup Station.

Stranden og bunden

Skovshoved Syd er baseret på en badebro, idet der ikke er en egentlig strand ved badet. I vandet består bunden af fint sand og ca. 35 meter ude fra kysten er der 150 cm dybt.

Faciliteter

• 1 badebro

Strømforhold

Øresund er et smalt havområde, hvor den øverste del af vandsøjlen er præget af nordgående strømningsretninger fra Østersøen, mens strømninger fra Kattegat typisk findes i den dybere del af vandsøjlen. Strømhastighederne er generelt lave. En del af strømvariationen skyldes tidevand, som dog er svagt i Øresundsområdet. Forskellen mellem høj- og lavvande er mindre end 20 cm.

Saltholdighed

Saltholdigheden varierer typisk mellem 8 og 22 promille. Vandet i Øresund stammer fra enten Østersøen, hvor saltholdigheden er lav (ca. 10 promille), eller fra Kattegat, hvor saltholdigheden er højere (ca. 25 promille). Fronten mellem de to vandmasser flytter sig frem og tilbage, og kan ligge både nord for Øresund, i Øresund eller syd for Øresund.

Temperatur

Badevandstemperaturen i badesæsonen varierer mellem ca. 10 – 20 grader.

Påvirkninger af badevandskvaliteten

Kortvarige forureninger

Den primære kilde til kortvarige forureninger af Skovshoved Syd skyldes hovedsageligt overløb (aflastninger) fra spildevandssystemer med coliforme bakterier. Langs Øresundskysten ligger en række overløb fra Gentoftes spildevandssystem, som aflaster til havet under kraftig regn. Under visse vind - og strømforhold kan overløb påvirke badevandskvaliteten inde på stranden.

Et af disse overløb (U6) ligger ca. 150 m syd for badebroen. Aflastning fra dette overløb sker statistisk set mindre end en gang årligt.

Andre overløb beliggende nord og syd for stranden kan også påvirke badevands-kvaliteten, afhængig af mængder samt vejr- og strømforhold. Fra nabokommunerne København og Lyngby Taarbæk kommune kan kilder påvirke badevandskvaliteten ved Skovshoved Syd. Vejr- og strømforhold er afgørende for om det sker og hvor kraftig påvirkningen vil være.

Afhjælpende tiltag

Kommunen og forsyningsselskabet NOVAFOS arbejder løbende på at etablere systemer, der skal nedsætte mængden af aflastet spildevand til Øresund, herunder reduktion i mængden af aflastet spildevand. Dette sker bl.a. ved at separere regnvand fra spildevand.

Ved observation af akut forurening kontaktes Gentofte Kommunes Natur og Miljøafdeling, mandag - onsdag: 8 -16, torsdag: 8 -18 og fredag: 8 -14.

Ring til Natur og Miljø:

Tlf. 39 98 85 75

Uden for almindelig arbejdstid kan Miljøvagten kontaktes.

Ring til Miljøvagten:

Tlf. 39 98 89 50

Yderligere oplysninger kan findes på kommunens hjemmeside: www.gentofte.dk 

Varsling af risiko for sundhedsfarlig badevandskvalitet

Vi henviser altid til badevandsudsigten, hvor badevandskvaliteten for Gentoftes strande løbende opdateres og varsles. Du kan se Badevandsudsigten på app’en ’Badevand’ og på www.badevand.dk 

Varslingen viser badevandskvaliteten for den aktuelle dag og 3 dage frem og varslingen er baseret på overløbsinformationer fra Gentoftes og nabokommunernes spildevandssystemer.

I situationer med fx fækale forureninger, blågrønalger, andet fytoplankton og makroalger eller kemiske forureninger, hvor kommunen fraråder badning, varsles dette via skiltning på stranden samt på Gentofte Kommunes hjemmeside.

Ved overløb fra spildevandssystemet i forbindelse med kraftige regnskyl, er det muligt at tilmelde sig en sms-service, der sender besked, når der er overløb til Øresund. Tilmelding til sms-service sker via NOVAFOS’ hjemmeside. Sms-servicen gælder dog kun for påvirkninger fra kystnære overløb. Påvirkninger fra kystfjerne overløb og øvrige forureningskilder, fx fra nabokommuner varsles ikke i sms-servicen.

Andre årsager til forringelser

Risiko for opblomstring af blågrønalger

Risikoen for ophobning af blågrønalger (cyanobakterier) og andre plankton alger er generelt lille. Dog kan der i enkelte år forekomme høje koncentrationer i juli - august. Risikoen er specielt høj i perioder med højtryk og udgående strøm fra Østersøen. Under en blågrønalgeopblomstring frarådes det at lade børn og husdyr komme i kontakt med vandet. Risikoen for opblomstring af andet planteplankton end blågrønalger er lille.

Risiko for større opskyl af tang og pollen

Der er risiko for opskyl af tang, makroalger og ålegræs i badesæsonen. Desuden kan der periodisk ses pollen på vandoverfladen, som giver et gulligt udseende.

Brandmænd

Brandmanden er almindeligt forekommende i Danmark, og forekommer hovedsageligt i sommerhalvåret. Kommer man i fysisk kontakt med en brandmand, udsender den en gift som kan være forholdsvis smertefuld. Brandmanden er sædvanligvis ikke direkte farlig, men kan være et ubehageligt bekendtskab.

Fjæsing

Fjæsingen er en op til 50 cm lang bundlevende fisk, som har giftpigge ved gæller og på ryggen. Bliver man stukket frigives en gift som kan give feber, kvalme, hovedpine og svimmelhed. I alvorlige tilfælde kan man få kramper og åndedrætsbesvær. Det er dog meget sjældent at der forekommer tilfælde med badende, der bliver stukket.

Kemiske forureninger

Der er ingen gamle depoter eller lignende i nærheden af badevandet, der kan udgøre en risiko for udsivning af kemiske forureninger. Kemiske forureninger kan opstå ved uheld som f.eks. olieudslip og fra skibe.

Uheld i afløbssystemet og brud på kloakrør

Uheld i afløbssystemet eller brud på kloakrør kan give uforudsete forureninger af badevandet. Forureninger forårsaget af sådanne uheld eller brud sker sjældent.

Andre sundhedsfarlige gener

Kommunen har ikke kendskab til andre påvirkninger som kan medføre sundhedsskadeligt badevand.

Badevand og lovgivning

Badevand reguleres af EU’s badevandsdirektiv, som er implementeret i dansk lovgivning, senest ved Bekendtgørelse 917 af 27. juni 2016.

Klassificering af badevand

Badevandskvalitet klassificeres efter dansk lovgivning i én af fire mulige kategorier: Ringe, Tilfredsstillende, God og Udmærket, hvor Udmærket er den bedste badevandskvalitet. Klassificeringen sker på baggrund af indholdet af bakterier i fastsatte prøvetagninger det forløbne år og de tre foregående år.

Regelmæssig kontrol af badevandskvalitet

I badesæsonen (1. juni til 1. september) udtager kommunen prøver til kontrol af badevandskvaliteten og tidsplan for prøvetagning kan ses på kommunens hjemmeside: www.gentofte.dk/badevand

Revision af badevandsprofil

Denne badevandsprofil er udarbejdet i 2021 og revideres så snart klassifikation af badevandet foreligger.

Praktisk information

Ansvarlig myndighed

Gentofte Kommune
Natur og Miljø
Bernstorffsvej 161
2920 Charlottenlund
Tlf. nr.: 39 98 85 75

Åbningstider
Mandag-onsdag: kl. 8.00-16.00
Torsdag: kl. 8.00-18.00
Fredag: kl. 8.00-14.00

Læs mere

Gentofte Kommune:
www.gentofte.dk/badevand 

Badevandsudsigt for Nordlige Øresund:
www.badevand.dk 

Badevand App: Google Play eller App store

Sms-service for overløbshændelser fra spildevandssystemet:
https://novafos.dk/selvbetjening/sms-om-badevand