Vangede Batteri

Vangede Batteri ligger som en grøn lomme vest for Vangede bydelscenter. Voldanlægget er dækket med græs og spredte træer, og her kan du sidde en stund eller lege med børnene på legepladsen.

Vangede Fort

Vangede Batteri er oprindelig en del af Københavns landbefæstning, men overgik i 1939 til Gentofte Kommune og blev dermed offentlig tilgængeligt.

Karakter

Beplantningen på fortanlægget plejes, så det stadig er muligt at fornemme arealets fortid som militært anlæg. Plænen holdes kortklippet.

Der er anlagt en legeplads i "fortgården". Du kan læse mere om legepladsen i Vangede Batteri her.

Arealet er ca. 10.300 kvm.

Beliggenhed

Adgang fra Stolpehøj og Horsevej. Vangede Sogn.

Tilgængelighed

På grund af terrænets hældninger har området flere trapper og er derfor ikke fuldt tilgængeligt for gangbesværede.

Historie og ejerforhold

Vangede Batteri ligger på Stolpegårdens jorder. Fra udskiftningen i 1777 og til eksproprieringen i forbindelse med anlægget af batteriet omkring 1866 havde Stolpegården haft hyppigt skiftende ejere.

Vangede Batteri, der er opført 1887-88, indgik i den nordvestlige frontlinje af Københavns landbefæstning.

Foruden vestvolden bestod landbefæstningen af en række forter og mindre batterier, som sammen med et oversvømmet område fra Husum over Gentofte og Jægersborg og ud til Øresundskysten ved Hvidøre skulle hindre et angreb på København.