Engelhardt skilte

I 1923 påbegyndte arkitekt og bogtrykker Knud V. Engelhardt (1882-1931) på en bestilling: Udformning af kommunens vejnavneskilte.

Knud V. Engelhardts arbejde førte til de smukke, emaljerede skilte med hvid skrift på sort bund – og det karakteristiske hjerte over j´et i …"vej". Skiltene blev taget i brug i 1927.

Imidlertid viste det sig, at holdbarheden på de emaljerede skilte var for ringe, hvorfor de i 1954 blev afløst af støbte aluminiumsskilte, udformet på grundlag af en rentegning udført af vicestadsarkitekt Mogens Lilje (Københavns kommune) og godkendt af Engelhardts bror. 

Skiltene var fra starten alene tænkt som vejskilte, men har med tiden – forståeligt nok – vundet stor udbredelse i kommunen som skiltning i forbindelse med andre velegnede formål.

Undervejs er der desværre sket en gradvis forandring af både det grafiske design og selve skiltets udformning, hvilket der nu forsøges rettet op på.

Oprindelig hørte der ingen tal til Engelhardts alfabet; og man har siden erkendt, at de tal, der er tegnet til de runde husnummerskilte (ligeledes tegnet af K.V.E.) virker forkerte i forhold til bogstaverne. Der er derfor udviklet en taltype, der er tilpasset Engelhardts fine alfabet.

Vejnavnenes stavemåde udformes på grundlag af kommunens kortværker, som er baseret på kommunalbestyrelsens vedtagelser om vejnavne.

Anvendelse

Skilte og skrifttype er ét design udført til Gentofte Kommunes offentlige gadebillede.

Kommunen har med tiden udbredt skrifttypen til andre velegnede offentlige formål i Gentofte.

Designet er en væsentlig del af Gentoftes identitet, idet designet kun anvendes af kommunen.

Skrifttypen er af høj designmæssig og kulturhistorisk værdi, den eksakte udformning kan ses i "Vejledning i anvendelse og opsætning af K. V. Engelhardts vejskilte" (Gentofte Kommune, 1998)

Spørgsmål vedrørende Gentofte Kommunes design og arkitektur kan rettes til: Christian Olesen, arkitekturrådgiver, tlf.: 39 98 85 32.

 

Ansvarlig for siden:

Park og Vej
Bernstorffsvej 161, 2920 Charlottenlund, 39988100,