Stress og anspændte muskler

Visse af Gentofte Kommunes foreninger og aftenskoler tilbyder aktiviteter målrettet borgere der f.eks. er ramt af stress.

Anti-stress Kundalini yoga (AOF Gentofte)

Kundalini yoga består af kropsøvelser, åndedrætsøvelser, meditation og mantra (brug af lyd). Kundalini betyder vitalitet/livskraft. Ved anvendelse af de forskellige teknikker øges flowet af denne livskraft i kroppen, så kroppens funktioner og sind afbalanceres og styrkes, stress reduceres og kroppens selvhealende mekanismer fremmes. Der gives også redskaber til brug i dagligdagen efter ønske og behov.

For mere information kontakt os via mail info@aof-gladsaxe.dk.

Læs mere om AOF Gentofte

Blid Yoga

Blid yoga er for alle aldre og kroppe. Tempoet er roligt, så alle kan være med. Du er velkommen, selvom du måtte have skader eller skavanker, der skal tages særligt hensyn til. Stillingerne kan tilpasses den enkelte. Yogaen vil være en god blanding af hatha yoga, blid hatha yoga, yin yoga samt åndedrætstræning.
Du vil opleve øvelser til at "smøre" leddene, stillinger der styrker musklerne og træner balancen, skønne stræk der øger smidigheden, masser af guidning for åndedrættet, samt en god afspænding, hvor effekten af yogaen integreres i krop og sind. Du vil blive stærkere og smidigere og opnår øget velvære i krop og sind.

Læs mere om Blid yoga hos Gigtskolen

Kombihold afspænding/motion i vand og på land

På dette hold er der afspænding på land i 45 minutter og efterfølgende træning i varmtvandsbassin i 45 minutter. Bassintræning er en effektiv og skånsom træningsform. Vandets bærende evne giver dig større bevægelighed og du kan lave øvelser, som du ellers ikke kan på land. Samtidig øger vandmodstanden din muskelstyrke, balance, koordinationsevne og kropsbevidsthed.

Læs mere om Kombihold hos Gigtskolen

Optræning og Afspænding (AOF Gentofte)

Hensyntagende specialundervisning. Trænger du til at få rørt hele kroppen og lattermusklerne? Så er dette hold for dig! Vi varmer kroppen op til glad musik. Der vil være fokus på balance, koordination, åndedræt, bækkenbundstræning, styrke, kredsløb, stræk og afspændende øvelser. Øvelserne udføres både individuelt og parvis med god variation fra gang til gang. Hver gang afsluttes med afspænding på madras.

For mere information kontakt os på info@aof-gladsaxe.dk.

Læs mere om AOF Gentofte

Stavgang

Undervisningen begynder med opvarmning og træning af den korrekte teknik, hvorefter der er fælles stavgang i parken. Underviseren instruerer deltagerne i, hvor lange stavene bør være og viser, hvordan den korrekte længde måles. Deltagerne medbringer egne stave, som skal være justerbare. Undervisningen foregår på små hold og underviseren tilpasser øvelserne til den enkelte deltagers fysiske formåen og behov. 

Læs mere om Stavgang hos Gigtskolen

Varmtvandsbassintræning

Bassintræning er en effektiv og skånsom træningsform. Vandets bærende evne giver dig større bevægelighed, og du kan lave øvelser, som du ikke kan på land. Samtidig øger vandmodstanden din muskelstyrke, balance, koordinationsevne og kropsbevidsthed.
Træningen består af rolige og kontrollerede bevægelser, og øvelserne tilpasses den enkeltes formåen, så skader og overbelastning undgås. Det er en ideel træningsform for personer med problemer i fx ryg, hofter, led eller muskler. Det varme vand virker smertelindrende og derfor er bassintræning særlig relevant for dig, hvis du er smerte- og funktionspåvirket i en sådan grad, at almen træning ikke er mulig.

Læs mere om varmtvandsbassintræning

Klik for at komme retur til Tilbud i foreninger og aftenskoler