I Gentofte findes der masser af mennesker og fællesskaber, som gør en forskel for andre. Det kan være i foreningslivet, i det sociale arbejde, i kulturen eller i hverdagen; ofte drevet af frivilligt engagement og virkelyst. Dem vil Gentofte Kommune gerne hylde med Initiativprisen.
Sidste år gik prisen til Vennernes Klub, et frivilligt drevet fællesskab for børn med særlige behov og deres familier. Her er trygge rammer og klubben mødes om hyggelige arrangementer, hvor både børn, søskende og forældre kan mødes og være en del af et fællesskab. Vennernes Klub er frivilligt drevet af to mødre til børn med særlige behov, Kathrine Zaballos og Jeanette Boisen, som har lagt al deres hjerte og engagement i den daglige drift og udvikling af klubben.
Nu er det igen tid til at indstille kandidater. Kender du en person, en forening eller et initiativ, der gør en særlig indsats for lokalsamfundet?
Så send navn, kontaktoplysninger og en kort begrundelse til Gentofte Kommunes tovholder, Per Sohl, på ps@gentofte.dk senest 25. februar 2026.
Initiativprisen uddeles af Kommunalbestyrelsen og er på 25.000 kr.