Gå til hoved indhold

Tea Bendix er Gentoftekunstneren 2026

Gentofte Kommune udnævner forfatter og illustrator Tea Bendix til Gentoftekunstneren 2026. Udnævnelsen går årligt til en kunstner med en bredt anerkendt produktion og et højt professionelt niveau – kriterier, Bendix i den grad opfylder.

Tea Bendix har i en årrække markeret sig som en alsidige kunstner, der arbejder i krydsfeltet mellem illustration, tekst og grafisk design. Hendes arbejde spænder fra bøger, udstillinger og teater til animation og eksperimenterende formater. Selvom hun har illustreret kanoniserede forfatterskaber som Karen Blixen og Søren Kierkegaard, er hun især kendt for sit poetiske og ømme udtryk i børnelitteraturen, hvor hun mestrer både den fine streg og det store, ekspressive penselstrøg.

Bendix er uddannet fra Designskolen i Kolding, Danmarks Designskole og Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2001. Siden 1998 har hun drevet egen tegnestue, og gennem årene har hun engageret sig i kreative fællesskaber i Gentofte – blandt andet gennem Kulturpakker og kunstprojekter for og med børn i skoler og dagtilbud. Hun har modtaget flere priser, herunder en præmiering fra Statens Kunstfond i 2019 for bogen Mørkemusen, skabt sammen med Marianne Iben Hansen. I 2023 opnåede hun international anerkendelse med en plads på longlisten til The Yoto Carnegie Medal for Illustration for samarbejdet med den britiske forfatter Patrick Ness på Different for Boys. Senest har hun illustreret en engelsk antologi over danske folkeeventyr.

Lysets spil

Til udnævnelsen som Gentoftekunstneren 2026 har Bendix skabt et værk inspireret af rådyrene i naturen ved Klampenborg:

” På en tur til Klampenborg blev jeg slået af skønheden i lyset, der brød frem mellem stammerne under trækronerne. Men også lysets spil i selve træstammerne. Rådyr havde gnavet barken af og efterladt flotte lyse striber”.

For Bendix er det intuitive arbejde en central del af den kreative proces:

”Når man bliver stillet en opgave, så får man jo også en tanke … Og det man skal huske er, at i det øjeblik går der ikke kunstig intelligens i gang, men intelligens i gang. Inden i en. Helt af sig selv. Det er en gave vi har.”

Hendes idéer opstår ofte i hverdagens pauser:

”Hvis man lægger mærke til alle de tidspunkter, hvor idé-nedslag sker, er det ofte, når man er i en eller anden overgangsfase … fordi sindet er åbent og arbejder rigtig godt.”

Sanselig streg

Borgmester Michael Fenger siger:

”Tea Bendix er en spændende og mangefacetteret kunstner. Hendes univers er forunderligt og poetisk, og hendes sanselige streg maner til eftertænksomhed hos både børn og voksne – og giver lyst til at se verden fra nye vinkler. Det er en stor glæde at udnævne hende til Gentoftekunstner 2026.”

Udnævnelsen markeres ved en reception for inviterede på Gentofte Rådhus den 28. januar.    

Om Gentoftekunstneren

Siden 1994 har Gentofte Kommune hvert år udpeget en Gentoftekunstner, som modtager en pris på 25.000 kr. Den udvalgte kunstner skaber desuden værker, der anvendes som repræsentationsgaver i årets løb. Et af værkerne pryder kommunens officielle lykønsknings- og julekort.

 

Foto på forsiden: Alexander Hjort Jespersen