Hvis du ønsker at benytte dig af fritvalgsordningen, er det vigtigt, at du kontakter Tandplejen, inden du bliver undersøgt eller modtager behandling på en privat klinik. Tandplejen skal først indgå en aftale med den privatpraktiserende tandlæge. Uden en aftale kan vi ikke give tilskud.
Delvis egenbetaling for behandling hos privat tandklinik
Gentofte Kommunes kommunalbestyrelse har vedtaget referencepriser på de såkaldte frie ydelser udført i privat praksis. Det betyder, at der kan være en delvis egenbetaling på enkelte behandlinger, hvis den private tandlæges pris på fx en flerfladet plastfyldning eller en bidskinne er højere end, hvad samme behandling ville have kostet at udføre i den kommunale tandpleje. Referencepriserne bliver opdateret hvert år d. 1. juni.
Referencepriserne pr. 1. juni 2026 er således:
Flerfladet fyldning i lille kindtand; referencepris = 679 kr.
Flerfladet fyldning i stor kindtand; referencepris = 1.020 kr.
Ukompliceret fjernelse af visdomstand ved. alm. tandlæge = 1.570 kr.
Nedenstående ydelser skal der søges og modtages forhåndsgodkendelse på, før de kan igangsættes:
Retentionstråd inkl. påsætning; referencepris = 1.694 kr.
Bidskinne og retentionsskinne; referencepris = 1.195 kr.
Refleksfrigørende-skinne, referencepris = 1.401 kr.
Kirurgisk fjernelse af visdomstand ved tand-, mund- og kæbekirurg (TMK)referencepris = 3.700 kr.
3D CBCT-scanning fx i forbindelse med fjernelse af visdomstand; referencepris =2.000 kr.
NB: kirurgisk fjernelse af visdomstand v. alment praktiserende tandlæge honoreres som hidtil med den faste pris på det gældende tidspunkt for ydelsen ”operativ indgreb”.
Du vil skulle betale differencen mellem tandplejens referencepris og den private tandlæges pris som 100% egenbetaling.
Egenbetaling for særligt kostbare behandlinger
Når du fylder 16 år, og indtil du fylder 22 år*, kan du få kommunalt tilskud på 100% af udgiften til tandpleje på en privat tandklinik. Der kan være en egenbetaling for særligt kostbare behandlinger som tandregulering (bøjlebehandling), når du vælger en privat tandklinik til dit barn. Gentofte Kommune har beregnet egne priser for tandreguleringsbehandlinger, og der ydes kun tilskud svarende til, hvad en tilsvarende behandling ville have kostet i Gentofte Kommunes Tandpleje.
Hvis en behandling hos en privatpraktiserende bøjletandlæge eksempelvis koster 50.000 kr. og en tilsvarende behandling ville have kostet 15.000 kr. i Gentofte Kommunes Tandplejen, så ydes der tilskud på 15.000 kr. fra Gentofte Kommune, og du skal selv betale differencen, svarende til 50.000-5.000 = 35.000 kr. i egenbetaling.
Hvor meget du kan få i kommunalt tilskud til bøjlebehandling i privat praksis afhænger af den enkelte behandling og varigheden af denne, idet Ankestyrelsen i afgørelser fra andre kommuner har besluttet, at hver enkelt tilskud skal beregnes individuelt.
*Du er omfattet af det kommunale tilbud, indtil du fylder 22 år, hvis du er født i 2004 eller senere. Er du født i 2003 eller tidligere, gælder det kommunale tilbud, indtil du fylder 18 år.
Tre betingelser for kommunalt tilskud
Bekendtgørelsen om tandpleje beskriver tre forhold, som skal være opfyldt, for at du kan få kommunalt tilskud til tandpleje hos en privat tandlæge:
1. Du skal være meldt ind i Tandplejen. Hvis du er bosiddende i Gentofte Kommune, er du automatisk indmeldt.
2. Vi skal indgå aftale med den private tandklinik, som du har valgt. Det er derfor vigtigt, at du giver os besked om, at du vil skifte til en privat tandklinik, inden du får foretaget tandeftersyn og behandlinger. Er du under 18 år, er det dine forældre, som skal give os besked om, at du gerne vil skifte.
3. Vi skal godkende behandlinger, som ikke har fast honorar ifølge aftale mellem de private tandlæger og Kommunernes Landsforening (KL) om tandpleje for børn og unge.
Læs bekendtgørelsen om tandpleje her.
Dit valg gælder det samlede tandplejetilbud
Hvis du vælger at modtage tandpleje på en privat tandklinik, skal du være opmærksom på, at dit valg gælder det samlede tandplejetilbud. Det vil sige, at alle undersøgelser og behandlinger, inklusive bøjlebehandling, skal foretages hos en privat tandlæge og eventuelt hos en privat bøjletandlæge.
Hvis du har startet dit bøjleforløb hos den kommunale tandreguleringsklinik, skal resten af behandlingen færdiggøres der – også selvom det resterende tandplejetilbud modtages på en privat tandklinik. Det samme gælder den anden vej: Hvis du ønsker at skifte fra en privat tandlæge tilbage til den kommunale tandklinik, skal en eventuel igangværende tandretning ved en privat bøjletandlæge færdiggøres hos den private bøjletandlæge.
Værd at vide om tandpleje på en kommunal tandklinik
- Du kan få gratis tandpleje på de kommunale tandklinikker fra fødslen og indtil din 22-års fødselsdag. Er du født i 2003 eller tidligere, får du gratis tandpleje, indtil du fylder 18 år.
- Du bliver indkaldt automatisk til en klinik i nærheden af din bopæl.
Du kan dog altid vælge en anden af vores klinikker. Giv blot besked til den klinik, du ønsker.
- Du har også mulighed for at vælge tandpleje i en anden kommune, hvis den har kapacitet til det.
- Tandplejen i Gentofte har i øjeblikket ikke kapacitet til at modtage unge fra andre kommuner.
Hvis du ønsker at skifte til en kommunal tandklinik
Hvis I vælger privat tandlæge, skal I melde jeres barn skriftligt ud af den kommunale tandpleje. Derudover skal der foreligge en underskrevet kontrakt af den valgte tandlæge, inden behandling hos den pågældende tandlæge kan træde i kraft. Udmeldelsen gælder det samlede tandplejetilbud. Det er altid muligt at vende tilbage til tandplejen, dog med en karensperiode på 12 måneder af administrative hensyn.
Ring til Tandplejens administration på telefon 39 98 43 00 for at få dokumenterne, der skal bruges ved udmeldelse.
Du kan også sende en mail til tandpleje@gentofte.dk