Tommy Buchwald Holm

 

Tommy Buchwald Holm – sektionsleder i Bus og Hjælpemiddeldepotet:

Hvilke arbejdsopgaver løser du normalt?
Jeg er leder for Bus og Hjælpemiddeldepotet, der bor på Emmasvej 10. Her er vi i alt 34 medarbejdere – chauffører, teknikere og administrationsmedarbejdere. Normalt kører vi med busser til institutioner - det kan være børn, der skal køres i skole, ældre, der skal til dagcentre eller borgere, der skal til genoptræning – og vi står for at køre hjælpemidler ud, vedligeholde dem og reparere dem. Administrationen betjener borgerne via vores to call-centre.

Hvordan har corona forandret din arbejdsdag, dine opgaver eller din måde at arbejde på?
Til at begynde med blev alle vores normale kørselsopgaver aflyst, fordi børnene ikke skulle køres i skole, ældre ikke skulle køres til dagcentre osv. Men vi fik hurtigt meget travlt alligevel.

For det første skulle der fx stadig køres børn, der havde brug for nødpasning, i skole eller dagtilbud, og ældre til dagcentre, fordi de ikke kunne klare sig alene hjemme en hel dag. Men vores busser måtte jo kun køre med halvdelen af de passagerer, som de normalt er indregistreret til at måtte køre med, på grund af kravene til afstand. Det har betydet, at vi har måttet sætte ekstra busser ind. Fx har vi sat tre busser ind til den skovbørnehave, som vi kører til Vedbæk hver dag. Det har også lykkes for os at hjælpe andre dagtilbud der også ønskede at gøre brug af kommunens busser, fordi de gerne ville lidt ud i naturen med børnene. Og det lykkedes os i samarbejde med institutionerne at rykke rundt på tiderne, således at vi kunne imødekomme alles ønsker. Normalt er vi 23 chauffører, og allerede efter en måned var kun 3-5 medarbejdere hjemsendt, fordi der har været så travlt. Nu er vi alle tilbage igen.

På Hjælpemiddeldepotet har vi stort set fortsat med opgaverne, da det er under kritiske funktioner. Men vi fik en ny opgave, idet man havde brug for et sted til at opbygge et centrallager for værnemidler. Også her har vi fundet på nye løsninger, fordi vi slet ikke var gearet til at skulle opbevare så meget. Vi fandt ud af at bruge lokaler på Brandstationen og fik en opbevaringscontainer til hjælpemidler for at få mere plads til værnemidler. En del af værnemidlerne var håndsprit og sprit til overfladebehandling, som er brandfarlige væsker og derfor ikke må opbevares på samme måde som de øvrige værnemidler. Johnny og jeg fandt i samarbejde med Beredskab Øst egnede steder og var bl.a. nødt til at leje en container, som vi i samarbejde med Park og Vej fik opstillet på Ørnegårdsvej med korrekt afmærkning.

Det har også været et stort arbejde at sætte i system i forhold til både opbevaring og uddeling, bl.a. fordi at det kræver uddannelse at køre med brandfarlige væsker, som håndsprit jo er. Men vi fandt frivillige medarbejdere, som vi kunne sende på kursus og i stedet indkalde de hjemsendte chauffører. 

Alt i alt har det været en meget anderledes og omskiftelig tid for os. Vi har udviklet nye måder til at løse de nye opgaver, samtidig med at vi har sørget for, at driften kørte. Og det har vi bl.a. kunnet gøre på grund af et fantastisk samarbejde med andre dele af organisationen, fx med Betina Slott og Jeanette Jor Nielsen fra Social og Sundhed, Johnny Hansen fra Intern Service som jeg har sparret med, lånt biler af og trukket på leverandører fra. Og Nikolaj Halberg fra fællessekretariatet som har hjulpet os med at pakke værnemidler. Vi har samarbejdet med kollegaer, vi ikke på forhånd kendte. Og det har været skønt at lære så mange nye kollegaer at kende.

At vi har haft så travlt, har så betydet, at jeg ikke har kunnet nå at holde de Skype møder for de hjemsendte medarbejdere i administrationen, som jeg egentlig godt kunne have tænkt mig. Men det må vi jo følge op på, når vi er tilbage igen.

Hvad har du lært ift den måde, du løser dine opgaver på? Og hvad vil du evt. tage med dig videre?
Det vigtigste vi har lært er altid at sige ’prøv at komme med dine ønsker, så kigger vi på det og prøver at finde en løsning’. Vi kaster os bare ud i det, og alle har meldt sig til. Og så har vi også vist, at vi er rigtig gode til at samarbejde på tværs. Det skal vi alle tage med os.

Hvad ville dit bedste råd evt. være til en arbejdsdag under coronakrisen?
Vi skal huske at tage de gode ting med os – at vi er gode til at samarbejde på tværs og ikke skal være bange for at påtage sig nye opgaver. Og så selvfølgelig god hygiejne og afstand.